Mange tak til alle, der har deltaget på E-sundhedsobservatoriets årskonference 2022 – Vi håber, I har fået ny og spændende viden med hjem.
Vi holder E-sundhedsobservatoriets årskonference 2023 i Odense på Konferencehuset Odeon onsdag den 11. og torsdag den 12. oktober. Læs mere her
E-sundhedsobservatoriets årskonference 2022
E-sundhedsobservatoriets årskonference 2022 blev afholdt torsdag den 13. og fredag den 14. oktober i Konferencehuset Odeon, Odeons Kvarter 1, 5000 Odense C.
Ønsker du at modtage nyhedsmails fra E-sundhedsobservatoriet vedr. årskonferencen 2022, så send en mail til Conny Heidtmann på e-sundhedsobservatoriet@sdu.dk
Godkendt til refusion i Fonden for Almen Praksis
Konferencen er godkendt til tilskud fra Fonden for Almen Praksis, og læger kan søge om tilskud efter konferencen er afholdt.
Kurset har aktivitetsnummer: 2022-0620
Kurset er godkendt til 1,5 dages efteruddannelseshonorar a 4000 kr., 2 dages kursusafgift a op til 2800 kr. og transportudgift max. 1500 kr.
Guide til ansøgning om refusion her
Hvis der er spørgsmål vedr. selve udbetalingen, er man velkommen til at sende en mail til euf.plo@dadl.dk
Årets tema
Mod et bæredygtigt digitalt sundhedsvæsen
Corona-pandemien har forstærket de udfordringer, vores sundhedsvæsen i forvejen stod overfor. Ældrebølgen og kronisk sygdom er på ingen måde forsvundet, snarere tværtom. Presset på sygehusene, de praktiserende læger og kommunernes sundhedsfunktioner stiger, mens det samtidigt bliver vanskeligere at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Aldrig har behovet for sammenhæng på tværs af sundhedsvæsenets sektorgrænser og et velfungerende nært sundhedsvæsen været større.
Arbejdspresset i sundheds- og plejesektorerne er blevet meget højt. Der er mangel på folk og hænder til de voksende opgaver. Udbrændthed er et fænomen i vækst. Internationalt, men også nationalt, er der en spirende erkendelse af – ikke mindst post-Corona – at de digitale dokumentationssystemer, som ansatte dagligt anvender, i langt højere grad end det har været tilfældet tidligere, skal designes så de reelt og primært støtter det kliniske arbejde, hvor man skal møde patienterne i øjenhøjde – og kun sekundært tjener administrative (bureaukratiske) formål. Arbejdsglæden skal tilbage.
Sundhedsdata skal ikke kun inddateres. Sundhedsvæsenet skal gøres reelt datadrevet, dvs. it-systemerne skal kunne levere validt, meningsfuldt og inspirerende feedback og styrkede relationer til brugerne – patienter, sundhedsfagligt personale og ledelserne i stort og småt. Først da skaber data værdi. Værdi, der på systemisk niveau kan skabe en forbedret balance i samspillet mellem almen praksis, kommunerne og sygehusene gennem forbedret sammenhæng og relevante tidlige indsatser i den voksende population af ikke mindst ældre personer med kroniske tilstande. Det forudsætter, at data kan følge patienten og informere om behandling og pleje på tværs af sektorerne. Eller sagt på en anden måde: Fremtidens digitale dataunderstøttelse mellem sektorer – mellem behandlere og med patienter/borgere skal orkestreres meget mere effektivt end i dag for at ophæve sundhedsvæsenets iboende og voksende siloeffekter (sundhedsvæsenets bermudatrekant) – men hvordan?
Uanset hvordan man vender og drejer det, er det samlede udfordringsbillede nu blevet så stort, at behovet for nytænkning er mandatorisk. Er tiden inde til etablering af et nyt mindset for sundhedsvæsenet? Hvad er de sande problemer, og hvordan kan de løses? Hvem tør? Hvem tør lade være? Er sundhedsklynger svaret? Dette er, hvad E-sundhedsobservatoriets årskonference 2022 vil belyse.
Årets undertemaer
Temaerne bliver brugt til at kategorisere de forslag til indlæg, der sendes ind, men kan også bruges til at inspirere og give ideer til nye vinkler på indlæg.
Borgergenererede sundhedsdata
– PRO og deling af data mellem borgere og behandlere
– Sensorer, målinger
Datadeling mellem kommuner, almen praksis og sygehusene
– Opfølgning / status på digitaliseringsstrategiens leverancer til fremme af deling af data
– Hvilke gevinster oplever borgerne / patienterne ved datadeling?
– Teknologiunderstøttet opgaveflytning
– Digitalt kompetenceløft – hos klinikere såvel som patienter
Brugervenlighed af kliniske informationssystemer
– Usability – hvordan vurderes og anvendes det?
– Hvordan kan It systemer bidrage til at reducere udbrændthed?
– Brugererfaringer – hvordan opsamles og anvendes de?
Nationale initiativer
– Implementering af Fælles Udbud og Udvikling af Telemedicin i Danmark / FUT
– Ny national Digitaliseringsstrategi
– Cybersikkerhed / informationssikkerhed
– Sundhedsjournalen
– Status på EPJ i Danmark
– E-sundhed i Sundhedsreformen
Datadrevet klinik og ledelse i sundhedsvæsenet
– Hvordan kommer registrerede data retur til ledelse / brugere?
– Hvilken værdi kan skabes ved hjælp af data? Og for hvem?
– Dataarbejde i sundhedssektoren – viden og kompetencer
Nye e-sundhedsteknologier
– AI / ML til beslutningsstøtte og forebyggelse
– Telemedicin
– APPs
– Nye monitorerings devices (PGHD)
– Video i kommunikationen med borgeren / patienten – hvad er evidensen?
E-sundhed i almen praksis
– Datadelings betydning for kvalitetsarbejdet
– Klyngetankegang
– Dokumentation i Sundhedsjournalen
E-psykiatri – til udredning og behandling
– Regionale initiativer
– Kommunale initiativer
– Private initiativer
Find retningslinjer for oplægsholdere her
Om E-sundhedsobservatoriet
E-sundhedsobservatoriet er et stort nationalt Sundheds-It netværk, der bl.a. består af planlæggere, praktikere, klinikere og private aktører, som mødes på årskonferencen over to dage for at lære om det nye, der rør sig i e-sundhedsmiljøet – nationalt såvel som internationalt.
Konferencen har et særligt fokus på udvikling og drift af e-sundhed, og den har været holdt siden 1999.
E-sundhedsobservatoriet drives af Aalborg Universitet og Syddansk Universitet og er uafhængig af lokale og kommercielle interesser. Planlægning af årskonferencen foregår i tæt samarbejde med rådgivningsgruppen, som er sammensat af repræsentanter fra e-sundhedsområdet. Overskud fra konferencen anvendes fx til samfinansiering af ph.d. studerende, studieaktiviteter for studerende inden for Sundheds-It området, Megafon brugerundersøgelser inden for e-sundhedsområdet.
Digitalisering af det danske sundhedsvæsen – øjenvidneberetninger fra nøgleaktører
I anledning af E-sundhedsobservatoriets 20-års jubilæum i 2019 blev der lanceret en bog: ”Digitalisering af det danske sundhedsvæsen – øjenvidneberetninger fra nøgleaktører”. Bogen er skrevet af 30 forfattere og har 16 kapitler. Forfatterne er alle centrale aktører, som E-sundhedsobservatoriet har inviteret til at skrive deres egen beretning.
Bogen er udgivet på Syddansk Universitetsforlag og kan købes her
I den første lancering af bogen, var der desværre fejl i figur 7 side 18. Den rigtige figur findes her